Læs mere om Annette Høst og Bente Møller Sørensen Klik her for at læse mere om bogen! Home - jorden synger.dk Køb bogen online hos ibooks.dk
 


Valborg og Midsommer

 

Valborgaften

Aftenen før første maj er porten til sommeren, pyntet med nygrønt løv. Solen sørger for lyse nætter og berusende aftendufte.

                      Valborgaften, eller majaften, er en af de årstidsfester, der gemmer det hellige bryllup i sine rødder. Aftenen har lang tradition for at fejres med bålblus, brændevin og almindelig løssluppenhed. Det fik for nogle hundrede år siden en præst til at klage til sin biskop at ”af de piger, der valborgnat går i skoven, kommer knap en tredjedel med æren tilbage.” Jeg kender en kvinde, der som ung i Sverige har oplevet sådanne valborgaftener.

                      Den lægende og magiske kraft i naturen regnes traditionelt for at være stærkest i tidsrummet mellem valborg og sankthans. Både i jordens vækster, i vandet og i ilden. Derfor er megen indsamling af lægeplanter og trolddomsurter foregået i denne periode. Og derfor har valborgaften og midsommernatten traditionelt været de hellige kilders største besøgstid, hvor folk er kommet for at blive lægt og næret af vandet. Og derfor tænder vi bål  valborgaften og sankthansaften. I nogle egne af Norden er majaftensblusset det vigtigste, i andre er det midsommerbålet.

 

Sommersolhverv, midsommer og sankthans

Sommersolhverv er festen på toppen af årshjulet, hvor lyset kulminerer. På årets længste dag triumferer solen på sin højeste bue, så vi knap kan få søvn i øjnene. Helt i nordøst står den op og går ned langt mod nordvest. Solens vendepunkt og kulminerende kraft er naturkernen i midsommerhøjtiden. Det er den, der fortryller nætterne, så elverhøj står på gloende pæle, og naturånderne kommer tæt på mennesker. Det er den energi, der giver spirituel ladning til vores handlinger.

                      Solhverv, midsommer og sankthans er egentlig én og samme fest. Kirken har viet den gamle midsommerfest ved solhvervet til Sankt Johannes, som har helgendag 24. juni. Hvorefter folketraditionen har tilpasset sig de nye forhold og taget hele tidsrummet mellem solhverv og sankthansaften til sig som magisk tærskeltid, hvor urter og kildevand har nifold styrke.

                      Jeg har set, at årstidsfesterne ofte har to sider. Den ene side er fællesskabets ceremonier. Den anden side er de helt private ritualer. Som når man for eksempel tavs vandrer i midsommernatten og indsamler de ladede urter. Eller går ud ene i skumring og mørke for at møde ånder og trolde, mens de mange mennesker står om bålet - med ryggen mod mørket. Men man kan godt få begge sider af traditionen med. Selv om vi i midsommervisen synger: ”hver by har sin heks, hvert sogn sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde”, så udelukker den ene side ikke den anden.

                      Midtpunktet i festen er stadig midsommerbålet. Jeg tror, at bålet altid vil tale til noget dybt i menneskers sjæl. Bålets strålende yderside drager os umiddelbart, men bålet er også et helligt sted mellem verdener. Jeg har ikke fortalt om ilden som væsen og forbundsfælle, og bålet som magisk redskab før, så sankthans bålet er en god anledning.

                      I folketraditionen har man bevidst brugt bålets inderside, som er ildens evne til at rense, forvandle og velsigne. Og ildfesterne er kendt fra hele Europa, hvor folk har blusset ved både sommerens og vinterens højtider.

                      ”Så langt som bålets lys rækker, så langt vil markerne velsignes,” sagdes det, og man tændte bålene på højene. Mon ikke du ligesom jeg har stået en sankthansaften og talt, hvor mange bål du kunne se?

                      I ildmagien er der gennemgående to måder til at bruge bålet til rensning og forvandling. De er begge enkle og stærke handlinger, som er meget virksomme i et ritual. Den ene metode er, at man simpelthen kaster sine gamle dårligdomme og udtjente skavanker på bålet. Det problem man vil af med, er indersiden, som man lægger ind i en yderside. Man kan for eksempel binde et udslidt afhængighedsforhold ind i en krans af urter eller et bundt gråbynke. Eller binde et elendigt tankemønster ind i en figur eller halmdukke. Jeg har været med til mange bål, hvor folk hver for sig har brugt solhvervsdagen på at afgrænse det, de længes efter at slippe af med og sætte fri, og i naturen har fundet noget at binde det ind i. Her som altid er det vigtigt, at man er klar i sin hensigt. At man nøjes med én afgrænset ting og husker, at man risikerer, at ritualet virker! Og bruger brændbare ting.

                      Når luerne flammer op mod himlen og oplyser alle ansigter i kredsen, går man frem én ad gangen og kaster sin genstand i ilden og betragter både yderside og inderside brænde, forvandles til varme og ubundet energi. Og så kan man feste.

                      Den anden form for ildmagi er min egen favorit. Man springer selv over bålet for at lægge noget bag sig, eller for at springe ind i noget nyt. Her tjener bålet som den magiske, flammende tærskel og som vidne på det, man gør og siger. Bålspringet hæver kraften og glæden i kredsen, hvad enten vi er samlet om solhverv, konfliktløsning, bryllup eller fødselsdag. Jeg kan altid finde en anledning. Man kan tage springet fra et færdigt livsafsnit ind i et nyt. Perfekt til fejring af overgangsalderen, hvor man alligevel har hedeture. Et brudepar kan gifte sig ved at springe hånd i hånd gennem luerne. I det hele taget er hånd-i-hånd springet godt til at bekræfte kærlighed og venskab, og lige så effektivt til at lægge uvenskab bag sig. Hvis du er blevet uvenner med din bedste ven, og I ikke kan snakke jer gennem det, så prøv bålspringet. Jeg har også set skolebørn springe over bålet som slut på eksamen, ind i sommerferien. Mulighederne er uendelige, ja alt det man kan skåle for, kan man også springe for. Og så ender man med at springe, bare fordi det er pragtfuldt at flyve hujende over flammerne. Jeg har et skørt, der er fyldt med små huller efter vildfarne gnister, fra mange ture over bålet.

                      Hvis man ikke kan springe, kan man bruge en anden variation fra folketraditionen. Her tænder man to bål tæt ved siden af hinanden. Og de danner til sammen en flammeport, som man passerer igennem. Traditionelt har man mest brugt det til rensning for og beskyttelse mod sygdom, men det kan bruges til alle de emner, man ellers ville springe for.

Læs mere i bogen...

     
 

WebDesign: B-Joe