Allehelgensaften

Vi er midtvejs mellem jævndøgn og vintersolhverv. Naturens kræfter søger nedad, mod jorden og mod hvile. Æblet som er faldet på jorden, rådner og dør, men i opløsningen frisættes kernen, der bærer kimen til nyt liv. I jordens mørke ligger kernen og frøet, venter på forårssolen og ved, at liv og død er hinandens forudsætning.    

                 Efter at have levet mange år i relativ ubemærkethed, bliver allehelgen igen fejret, dog nu under et ”nyt” navn, det gamle engelske. Halloween, det vil sige hallowed eve, betyder helliget eller indviet aften. I keltisk tradition, som er bevaret i nogle egne af de britiske øer, er det den vigtigste årstidsfest. Den er indgangen til vinteren, det keltiske nytår og festen for de døde. Det er en nat, hvor sprækken er åben mellem verdnerne, højene er åbne, og de døde besøger de levende. Tærskeltider er også farlige, og ikke alle mennesker har yndet al den trafik af ånder, døde og troldfolk, og de har søgt at beskytte sig. Derfor har man i irsk og skotsk folketradition lavet de kendte lygter, masker med lysende gab og øjne, oprindeligt skåret ud af høstens roer. De skulle holde ubudne gæster væk, og samtidig tjente de som repræsentation af de dødes sjæle. Og der, på kanten af verdnerne og det farlige, klæder nogle levende sig stadig ud som ånder og døde og tager selv på hærgende besøgstur.

                 Irske immigranter bragte halloween med sig til Amerika. Traditionen slog rødder i den nye jord, hvor der var flere græskar end roer. Og båret af den almindelige amerikanske kulturspredning endte højtiden igen i Nordeuropa. Grinende græskarhoveder hører nu med til det almindelige danske efterårsudstyr. Allehelgensaften er et eksempel på naturhøjtidernes omskiftelige skæbne og viser, hvordan det kan ende med, at vi bare udfører ritualerne uden at kende indersiden og hele meningen.

                 Festen er også for de døde. Tærskeltiden er velegnet til at mindes og ære sine døde venner og slægtninge. Det indhold har kirken taget til sig som allehelgensdag den første november. Og det kommer sig altså alt sammen af den gamle keltiske helligaften, hvor døren er åben mellem verdenerne.

 

Vintersolhverv, jul og nytår

Vi slutter ved solhverv, hvor vi begyndte, og hermed er solens rundkreds fuldendt.

                 Oprindelig er solhverv, jul og nytår blevet fejret som én og samme fest. Men gennem en lang og indviklet historie om upræcise kalendere er festdatoerne i løbet af århundreder skredet fra hinanden. Så nu er jul og nytår skilt fra hinanden og fra den solbegivenhed, de hænger sammen med.

                 Solhvervet er naturens nytår. Vi er kommet til det dybeste i mørkets tid, hvor lyset er længst væk, og alle kræfter og safter er i hvile. Hvilen i naturen rækker ind i menneskelivet. Ved sol-jul-nytår er vi i harmoni med naturen hvis vi også hviler og holder fri fra arbejdet. Både jord, sol, planter og mennesker har godt af at tage en pause ved afslutningen af året og  trække vejret dybt, så vi kan tage fat igen med fornyede kræfter på et nyt år. 

                 Den hedenske jul var først og fremmest en frugtbarhedsfest. Ordet jul findes første gang på skrift omkring år 900, hvor der tales om at ”drikke jul”. Det fortæller os om kernen i julen, hvor én af de vigtigste handlinger var den rituelle øldrikning. Mens drikkehornet gik familiekredsen rundt, fornyede man sine forbund med de livgivende magter. Og dette formål med festen følger med ind i kristen tid. I en middelalderlov siges det om den kristne julefejring, at på den hellige nat, altså julenatten, skal bonden og hans hustru signe øllet til Kristus og Sankte Maria til árs ok friðar, for godt år og fred. Det er samme gamle frugtbarhedsformel, vi ser her som i frugtbarhedsritualerne omkring Frej, vaner og alfer, dog "nødtørftigt draperet i kristent skrud”. Nu om stunder er det blevet til, at vi ønsker hinanden glædelig jul og godt nyt år.

                 Samtidig med at forbundene med livsmagterne blev fornyet for at sikre fred og frugtbarhed i det nye år, skulle der også gives både løn og tak for det gamle, og derfor hører nissens grød til julenat.

                 Omkring år 400 identificerede romerkirken dagen som i vores nuværende kalender er første juledag med Jesu fødsel. Men her i Norden har julen beholdt sit oldtidsnavn, som ingen ved, hvad kommer af.

 

Nytåret begyndte som sagt for kelterne ved allehelgen, for de mærkede det ny år begynde ved indgangen til vinteren. For nordboere begynder det nye år ved solens vendepunkt i den mørkeste tid, og midt i 1500-tallet regnede man stadig første juledag for årets begyndelse. Det var, inden det gik helt skævt med kalenderen.

                 Overgangen til det ny solår er årshjulets stærkeste tærskel. Det er en så fortryllet tid, at adskillelsen mellem arter og riger er ophævet for en stund. Sagnene fortæller, at julenat får dyrene mæle i midnatstimen. Eller set fra en anden vinkel: i timen mellem det gamle og det nye år kan arterne igen tale sammen, for da mødes vi mellem verdener. Hvis vi vil rådslå med naturens væsner, er det gammel erfaring, at kommunikationen har bedst chancer for at lykkes ved tærskeltid.

                 Julen er ikke en fest for de døde, men de døde færdes nær os. Det er respekteret i den gamle tradition ved, at man dækkede julebordet op igen til anerne og ånderne, før man gik i seng. Andre steder varmede man badstuen op igen til de døde og de usynlige efter sit eget julebad.

                 Festen handler om hvile, frugtbarhed og fred. Om overgangen fra det gamle til det nye.

 

I vores moderne juletraditioner fryder det mig mest, at folk slæber skoven ind i stuerne, og selv på de mest tjekkede kontorer støder man på små naturaltre. "Uhm, her lugter af jul," lyder det, når der lugter af skovbund og gran i husene.

                 Træet og den grønne krans er to vigtige rituelle samlingspunkter i julen. De virker på alle vores sanser og hvisker til vores sjæl, fordi de er mere end blot juletræ og adventskrans.

                 Husker du Maltegårdsstenen fra bronzealderen med helleristningen af det hellige bryllup? Der indrammer en løvkrans menneskeparret og træet.  Kransen og træet er med på billedet for at understrege det hellige i handlingen. For at minde os om det større liv omkring os. Det er samme budskab, som træet og kransen bringer til vores julefest.

                 Hermed siger jeg ikke, at det er et juletræ og en adventskrans, der er på Maltegårdsbilledet. Vores juletræ og adventskrans er ret nytilkomne i traditionen. I min fødeby blev det første juletræ pyntet og tændt i 1849. Og adventskransen holdt sit indtog i den danske tradition omkring 1950. Hvorfor virker det så ,som om de altid har været der? Fordi det kun er ydersiden der er ny. De to grønne væsners inderside er helt tidløse, og derfor bevæger de os.

                 Iklædt julepynt er det livstræet selv, der pludselig står midt i stuen. Med alle lysene på træet bliver det samtidig som et bål, vi danser om. Og når vi slår kreds om livstræet, danner vi selv med vores kroppe et billede af, hvordan året og livet går i ring.

                 Den grønne krans synliggør på samme vis kredsløbet, både årets og livets. Derfor er den brugt rituelt både ved jul, begravelser, rejsegilder og ved midsommerens majstænger. Og når kransen og træet tilmed er stedsegrøn, så husker de os på det større, uforgængelige liv, der består bag ved alle vores små liv-og-død-kredsløb.

Læs mere i bogen...