Det var natten før vintersolhverv, den længste nat i året. Samtidig var det fuldmåne, så månen stod højt, højt på himlen i den frostklare nat. En lejlighed så enestående, at jeg måtte gøre brug af den.

Der er usædvanlig megen kraft i naturen, når månehøjtid og solhøjtid falder samtidig, og jeg havde et emne, jeg ville rådspørge naturens væsner om. Ud over at bede om råd, ville jeg fejre solhvervshøjtiden med dem. Sige tak for det år, der var gået, og træde over tærsklen til det nye år, der for mig begynder ved vintersolhverv. 

Jeg befandt mig i nærheden af en dejlig dal. I den dal var der en stenkreds, og det var et godt sted at sidde. Så jeg tog varmt tøj på og gik derud. Det var en betagende smuk aften, fuldstændig vindstille og klart, og alt var snedækket.

Jeg gik ned gennem hulvejen til dalen, hvor stenkredsen ligger i midten, og idet jeg trådte over tærskelen ind i dalen, var der en stor lys fugl, der lettede fra et af træerne. Alt var helt tyst, og jeg syntes, mine støvlers knasen i sneen larmede utrolig meget. Måneskinnet bragede ned over alting. Der var næsten lige så lyst som på en sommerdag.

Jeg gik ind i dalen og så på min vej, at der var spor efter ræv og hare i den blændende sne. Ingen andre. Stenkredsen består af otte siddestore sten og en endnu større oval sten i midten. Jeg satte mig på sydstenen med ansigtet mod stenen i midten.

Det er en del af min skik, at jeg gør bekendt for alt og alle, der findes på stedet, hvorfor jeg er kommet. Jeg fortalte jord og træer og krat og måne og alle dyr og fugle, at jeg kom for at fejre solhverv og hilse på alle, og at jeg gerne ville bede om råd til mit næste arbejdsprojekt. Jeg plejer at synge min hilsen, og det plejer at være godt at gøre. Det plejer at åbne for udvekslingen mellem mig og stedets kræfter. Men denne aften var speciel – så stille - jeg følte, at min stemme var meget anmassende i alt det tyste. Så jeg tav og lod i stedet mine øjne hilse på alle ting.

På den ene skrænt var der et vindblæst grankrat. I det mærkelige månelys blev det til en stor trold med horn på, og den gav mig en meget klar besked, som jeg hørte inde i mig selv: "Vær nu stille! Vær nu stille! Vær ligesom os."

Jeg fik at vide: "Denne nats væsen er stilhed, alt hviler og venter," og jeg så ud over dalen, hvor alting var frossent, alt liv lå i vinterdvale, her ved solhvervs tidstærskel.  At være stille var et godt råd, som jeg ville holde mig til. Jeg sad bomstille og kiggede sådan løst ud over dalen og anede alt det liv, der lå under sneen og frosten og ventede på, at solen og foråret skulle komme. Og pludselig hoppede jeg nærmest, idet en skarp skygge bevægede sig hen over sneen foran mig.

Du må forestille dig, at sneen lyste kridhvid og blå, og at intet bevægede sig, intet gav lyd, og så kom denne lydløse skygge hen over sneen. Det var en ugle, der fløj rundt om mig i en cirkel. Jeg rørte mig ikke, men jeg løftede mine øjne og fulgte den, mens den fløj tre gange modsols – mod uret – om mig. Så nær over mig, at jeg tydeligt kunne se mønstret på undersiden af de brede, lyse vinger.

Da uglen fløj om bag mig, var det, så alle mine nakkehår rejste sig. Men sådan som jeg havde lært opskriften på rådslagning med naturen, vidste jeg, at jeg ikke måtte vende mig om – end ikke hvis der var noget bag mig, som skræmte mig. Så det gjorde jeg ikke. Jeg rejste mig ikke, jeg sagde ikke noget, og jeg rakte ikke ud efter noget.

Dernæst fløj uglen hen og satte sig i det nærmeste træ lige ved veststenen. Det var den eneste lyd, jeg hørte fra naturen den nat: uglen, der landede på grenen med antydningen af en lyd. Så vendte den sig om, og jeg så den iagttage mig. Vores øjne mødtes.

Den lettede igen, og nu kredsede den to gange den anden vej rundt om mig, medsols, før den fløj lige hen over mig mod månen og forsvandt.

Der sad jeg så, overvældet og både berørt og beæret over besøget. Jeg blev så stille indeni, at dalens stilhed flyttede ind i mig i nogle få dyrebare øjeblikke, hvor jeg følte, at jeg var blevet et med alting ...

... og pludselig skete der et skift i mit syn. Foran mig, inde i stenkredsen glitrede den store ovale sten af rim i måneskinnet. Indtil dette tidspunkt havde jeg kun set stenens urørlige overflade. Men pludselig bevirkede det sære lysende mørke og min egen stilhed indeni, at jeg kunne se, at stenen var levende. Jeg så dens ansigt: et ældgammelt ansigt, som var meget udtryksfuldt. Med lukkede øjne mumlede stenen for sig selv. Jeg kunne se, at dens læber bevægede sig, og jeg anstrengte mig alt, hvad jeg kunne, for at høre, hvad den sagde. Jeg kunne ikke høre noget, men jeg vidste, at det er gamle historier.

Det jeg så i stenen, var dens uendelige ælde. Når jeg så ind i den, var det som at kigge dybt ned i jorden og samtidig langt ud i det mørke himmelrum. Jeg fik fornemmelsen af uendelighed, stor visdom og de gamle historier, som den nød at fortælle for sig selv. Historier, som den fortalte for at huske dem.

Der sad jeg og prøvede at få det, jeg oplevede, til at hænge sammen med det, jeg var kommet efter. Jeg kom jo både for at hilse solhverv til alle og for at søge råd med hensyn til arbejdsprojektet.

Inden jeg fik det samlet sammen, fik jeg en klar fornemmelse af, at jeg skulle gøre, ligesom stenen gjorde. Den lænede sig tilbage og nød måneskinnet. Så jeg vendte mit ansigt opad og lod vintersolhvervets fuldmånelys brage ned over mig. Og da faldt der en stor fred og taknemmelighed over mig. Jeg havde ikke længere travlt med at få beskeder. Her var alt det, jeg var kommet efter. Jeg havde fået nok.

Mens jeg sad og blev badet i månens velsignelse, fattede jeg, at væsnernes dagsorden var en lidt anden end min. Jeg var blevet prøvet. Ugle var kommet for at se mig an. Det var tydeligt. Jeg havde bestået prøven ved ikke at skrige op, ikke vende mig om, ikke række ud eller gøre noget. Og da jeg var gået gennem Ugles prøve, gav den mig sit råd ved at flyve rundt om mig tre gange modsols og to gange medsols. Når jeg tolker det ifølge nordisk magisk tradition, er det en klar besked: der skulle ugøres mere, end der skulle gøres. Eller sagt lidt anderledes: jeg skulle lave en del om i mit arbejdsprojekt. Og jeg skulle fortælle de ældste historier, både for at nyde dem og for, at de skulle blive husket. Sådan forstod jeg det, der skete. Kan du gætte hvilket arbejdsprojekt det handlede om? Kan du gætte, om det kom til at holde stik?

Jeg sad endnu nogen tid i den klare frostnat. Da jeg var mæt og fyldt, var det tid til at give den offergave, som jeg havde taget med, fordi det var solhverv. Den bestod af øl og risengrød. Øllet hældte jeg ud i stenkredsen, som jeg anså for samlingspunktet for energien i dalen, dalens kraftsted. Grøden lagde jeg ved en af stenene og sagde: "Glædeligt solhverv, alle sammen. Godt nyt år og fred." Og så sagde jeg tak og gik hjem gennem hulvejen.

Da jeg kom tilbage næste dag, var der stadig ingen andre menneskespor end mine. Men da jeg kom til stenkredsen, var grøden spist, og der lå to beskeder fra ræven. Der hvor grøden havde været, lå nu i stedet en blodig tot hareskind og lidt kødtrævler. Det var en lille gengave til mig. Senere fandt jeg længere oppe i dalen de andre rester af rævens haremåltid. Men det sjoveste var, at højest oppe på den store sten i stenkredsens midte lå rævens visitkort. En rævelort. Stenen gik mig til midt på brystet. Helt derop var Ræv sprunget!

Med disse to beskeder sagde den til mig:

                      "Tak for grøden. Du er velkommen, så længe du husker, hvem stedet virkelig tilhører."

                      Den markerede området som sit, og det var en påmindelse til mig om, at det er væsnernes, træernes, sneens, stenens og dyrenes dal. Men at jeg også var velkommen.

 

Da jeg sad ude i stenkredsen den solhvervsaften, forstod jeg den hornede grantrolds lydløse besked, uglens kredsen, rævens efterladenskaber, stenens gamle ansigt – ja alt hvad jeg opfattede og sansede - som meningsfulde meddelelser fra en aldeles bevidst natur.

                      Min rådslagning med naturen virkede, fordi jeg opfattede mine samtalepartnere som levende og forstandige. Hvis jeg ikke mente, at Ugle og Ræv har sjæl og bevidsthed, så ville jeg have bortforklaret de to udvekslinger med dem som rene tilfældigheder. Så kunne jeg ikke søge råd på denne måde. Men jeg tiltror dem visdom, en anden slags visdom end menneskenes.            Derfor kan vi tale sammen, ofte som jævnbyrdige partnere, men ligeså ofte kommer jeg som eleven, og månen, træet, dyrene og stenen er mine lærere og rådgivere.

En anden slags visdom

Du vil måske sige, at det bare er uglers vane at være nysgerrige. Og jeg har da også før oplevet, at ugler er kommet for at se mig an, især på fuldmånenætter. Men hele pointen er, at jeg havde bekendtgjort, hvorfor jeg var kommet. Jeg havde fortalt, at jeg var kommet for at søge råd. I det øjeblik mit ritual begyndte, så var Ugles tre runder modsols ikke bare noget, ugler gør. Det var en meddelelse fra Ugle til mig, der gav mening i forhold til mit ærinde. Og jeg var meget rørt og beæret over, at Ugle kom så tæt på mig og udtrykte sig så klart, som den gjorde.

                       Ligesådan da jeg byttede ting med ræven: gave – gengave – visitkort. Flere af mine venner har oplevet lignende gave- og beskedudvekslinger med Ræv på deres kraftsteder i naturen. Det er tegnsprogssamtaler med mening.

                      Væsner, kræfter og ånder kan kommunikere med os på mange planer. Den nats særlige styrke var, at alt var tyst. Andre gange er det lyde og sange, der bærer kraften. Den nat var samtalen meget fysisk, foregik gennem kropssprog og genstande. Andre gange kommer hjælpen og rådene snarere i syner. Det er lige så væsentligt, at et rådyr eller en mus eller vinden kommer hen til dig og snuser, som det er at få en vision. Du har erklæret, at du søger råd. Derfor vil alt, hvad der sker, indtil du går hjem, være naturens besked og dens hjælp.

At se indersiden

Det vi tilstræber i rådslagningen og al naturmagi, er at møde tingenes væsen, deres fortryllede side eller sjæl.

                      Du kender de gamle historier om, at trolde ikke kan tåle dagslys – så såre de rammes af de første solstråler, bliver de til sten. Og sten er det eneste, vi ser om dagen, hvor vi blot opfatter tingenes synlige overflade, deres yderside. Hvis du vil møde stenenes væsen, må du ud, når solen ikke skinner, i tusmørke og mørke, der hvor stenene viser, at de også er trolde, eller rettere: viser deres inderside.

                      Jeg fik lov at se stenens urgamle ansigt og vide, at den kendte de ældste historier. For når du sidder der i den magiske kreds, så får du, hvis du er heldig, lov til at se bag overfladen og opdage livet, der stråler indenunder.

Den traditionelle opskrift benytter sig af både af det at våge, faste og opholde sig i mørke som hjælpemidler til at åbne for naturens fortryllede indre. Det hjælper med til at få dine vante forklaringer af verden til at brase sammen. Gør dig så åndeligt nøgen, at visionen – det stærke syn og kraften  - kan trænge igennem.

                      Eller sagt på en anden måde. Mennesker har alle dage vidst, at mørke, faste og udmattelse hjælper os med at skifte til en anden bevidsthedstilstand, hvor vi lettere har adgang til fortryllelsen. Der hvor du aner de sammenhænge, der er skjult i dagligdagen, og det slår dig, at landet selv er én stor helligdom. For du ser indersiden i stedet for ydersiden. Og det er, hvad fortryllelse handler om. Det er det, der er magien.

Et magisk møde

Da jeg spurgte naturen til råds den pragtfulde fuldmånenat i dalen, fulgte jeg en praksis, som både er urgammel og fælles for mennesker verden over. Her i Norden kaldes den udesidning, vågenat eller varselstagning. Og vi finder den beskrevet i vores sagn, sagaer og myter – og desuden i eventyrene, der giver os anvisninger på, hvordan vi skal opføre os over for dyr, elverfolk og trolde, hvis vi vil i kontakt med dem og lære af dem.

                      Udesidning vil sige, at man sætter sig ud i vildnisset om natten for at søge indsigt. Man kan sidde ude for at få inspiration og finde sin vision for et nyt livsafsnit. Eller for at søge kraft  til året, der kommer, eller til en særlig udfordring.

                      Når man ”sidder ude for at få visdom”, som det hedder i de oldnordiske skrifter, så indebærer visdom også at få indsigt i det skjulte. Uanset formålet er udesidningen eller visionssøgningen et rituelt møde mellem menneskenes og naturens og åndernes verden.

                      Det er et helligt og magisk møde, som har været praktiseret fra de første tider af almindelige mennesker såvel som troldkyndige folk. Hver kultur har sine egne rituelle opskrifter for, hvordan det skal foregå. Det er som en aftale, den pågældende kultur har indgået med dyr, jord, planter og ånder, og de kender opskriften. Denne ceremonielle ramme gør rådslagningen magisk og åndeligt ladet.

Læs mere i bogen...